Profil

Født
Start i bestyrelsen
Titel
Uddannelse

Andre hverv

Ved aktivt ejerskab styrker vi Alm. Brand Group

Alm. Brand Foreningen 1792's formål

Medlemmerne i Alm. Brand Foreningen 1792 er kunderne i Alm. Brand Group, som består af forsikringsselskaberne Alm. Brand Forsikring, Codan Forsikring samt kunderne i Privatsikring og Erhvervssikring. Foreningen er hovedaktionær i Alm. Brand A/S.

Vores mål er ved et aktivt ejerskab at sikre medlemmernes langsigtede interesser ved at videreføre og styrke Alm. Brand Group som en konkurrencedygtig forsikringsvirksomhed og en stærk finansiel koncern på det danske marked.

Foreningen arbejder aktivt for, at Alm. Brand A/S gennem strategi og finansielle målsætninger løbende tilvejebringer markedsmæssige afkast og udbytter til investorer og aktionærer. 

Minimum 50 % af de modtagne udbytter fra Alm. Brand A/S anvender Alm. Brand Foreningen 1792 til at konsolidere foreningens økonomi. Derudover vil foreningen anvende op til 25 % af de årlige udbyttebetalinger til forebyggende aktiviteter, der skaber værdi for Alm. Brand Groups kunder - foreningens medlemmer - samt uddele op til 25 % i donationer til almennyttige og filantropiske formål inden for fællesskaber og forebyggelse.

Forebyggelse og fællesskaber er bærende værdier i foreningen

Fællesskabet – det kollektive ansvar – er udgangspunktet for al forsikring. Forebyggelse og fællesskaber er fundamentet for forsikringstanken og er derfor de bærende værdier for alle aktiviteter i foreningen.

Både fællesskab og forebyggelse er begreber og værdier, som har rod i foreningens kerne og historiske udgangspunkt tilbage til 1792 – derfor er årstallet en del af vores navn: Alm. Brand Foreningen 1792.

Fællesskab og forebyggelse udgør samtidig centrale midler og løsninger for de aktiviteter og resultater, som foreningen understøtter i vores almennyttige uddelinger.

Et stærkt fællesskab siden 1792

​I mere end 200 år har fællesskabet været kernen i Alm. Brand Foreningen 1792. 

Alm. Brands historie begynder da den omfattende Københavns brand i 1728 medførte, at mange borgere gik fallit. Staten trådte til for at forhindre et totalt sammenbrud af samfundsøkonomien, og på kongelig anordning opstod i 1731 forsikringsselskabet "Kjøbenhavns Brandforsikring”, som forsikrede ejendomme inden for Københavns volde.

I de følgende år blev byerne uden for voldene større, og behovet for forsikringer opstod også i købstæderne, så i 1791 etableredes "Købstædernes almindelige Brandforsikring".

Hurtigt viste der sig også et stigende behov for forsikring af ejendomme på landet, og i 1792 blev "Den almindelige Brandforsikring for Landbygninger" etableret.

Alm. Brand af 1792 fungerede som skadeforsikringsselskab helt frem til 2002, hvor alle skadeforsikringsaktiviteter blev solgt til datterselskabet Alm. Brand Forsikring A/S.

Alm. Brand af 1792 blev samtidig omdannet fra et gensidigt forsikringsselskab (G/S) til Alm. Brand af 1792 fmba.

I dag er vi en forening, der gennem et stærkt fællesskab forebygger skader og skaber trivsel bredt i Danmark. Til gavn for den enkelte og for vores medlemmer - her og nu, og for fremtiden.

I er altid velkomne til at kontakte os, hvis I har spørgsmål