Første kortlægning af fritidstilbud til børn og unge i Danmark
Hvordan ser børn og unges adgang til fritidsfællesskaber egentlig ud på tværs af Danmark? Det spørgsmål har Alm. Brand Foreningen 1792 ønsket at blive klogere på med rapporten Adgang til fællesskaber – Kortlægning af fritidstilbud til børn og unge i Danmark, som lanceres fredag 29. maj 2026.
Rapporten er den første samlede nationale kortlægning af fritidstilbud til børn og unge på tværs af idræt, kultur og idébestemte aktiviteter. I alt er 22.952 fritidstilbud og 16.525 aktører kortlagt fordelt over hele landet.
Kortlægningen viser et omfattende og mangfoldigt fritidsliv, men også tydelige geografiske forskelle i både antal og variation af tilbud.
“Hvis vi vil styrke børns og unges trivsel gennem fællesskaber, er vi nødt til først at forstå, hvordan fritidslivet faktisk ser ud. Nu har vi for første gang et samlet overblik, som både kan kvalificere vores eget arbejde og fungere som et fælles vidensgrundlag for dialog med de mange aktører, der hver dag skaber fritidsliv for børn og unge,” siger Tue Klitgaard Christensen, direktør i Alm. Brand Foreningen 1792.
Rapporten peger blandt andet på:
- at næsten hver tredje fritidsaktivitet er kulturel
- at fritidslivet bæres af mange flere aktører end foreningerne alene
- og at børn og unges muligheder varierer markant på tværs af landet.
Rapporten er udarbejdet i samarbejde med Dansk Kulturliv med bidrag fra en lang række organisationer, kommuner og aktører på tværs af fritidslivet.
For Alm. Brand Foreningen 1792 er rapporten ikke et mål i sig selv, men et redskab til at skabe et bedre grundlag for dialog, samarbejde og indsatser, der kan styrke børns og unges adgang til meningsfulde fællesskaber.















